SHOWSTARS - ALTID FYLDT MED OVERRASKELSER

Oplev Hele Showstars

PETER SCHMEICHEL

Peter Schmeichel debuterede i OL-kampen i Levadia mod Grækenland. Den 23-årige Peter Schmeichel sluttede først på landsholdet små 14 år senere som en suveræn rekordholder med 129 landskampe og en samlet spilletid på 11.415 minutter (190 timer). Han holdt målet rent i 56 kampe. Han er den eneste målmand, der har været anfører (30 kampe). Og han er den eneste danske landsholds-målmand, der har scoret for Danmark (1 mål).

C.V.

Peter Schmeichel:
129 A-landskampe (1987-2001).
Landsholdsmålmand (som selv har scoret 1 mål).
Brøndby (42 kampe).
Manchester United (70 kampe).
Sporting Lissabon (17 kampe).
8 U21-landskampe (1984-86).

Dansk mester med Brøndby fire gange (1987, 1988, 1990 og 1991) og pokalvinder 1 gang (1989).

Vundet EM i 1992

Engelsk mester med Manchester United fem gange (1993, 1994, 1996 og 1999).

Vundet FA-Cup`en tre gange.

Vundet Europa Cup`en for mesterhold (Champions League) i 1999.

Blev mester med Sporting Lissabon i 2000.

Peter Schmeichel, født den 18. november 1963.

Deltog ligesom Michael Laudrup i fem slutrunder (og det er rekord!), nemlig i EM/88, EM/92, EM/96, VM/98 og EM/2000. Peter Schmeichel var helt forrygende mellem stængerne, da Danmark sensationelt vandt EM i 1992; ikke mindst i finalen mod Tyskland, som endte 2-0. Finalepladsen blev sikret, da Schmeichel klarede straffesparket fra den hollandske storskytte Marco van Basten i semifinalens gyseragtige straffesparkskonkurrence. Kampen endte 5-4. Efter VM-kampen mod Bulgarien (1-1) i Idrætsparken i oktober 2000 meldte Schmeichel fra til landsholdet; motivationen manglede. Han spillede afskedskamp i april 2001 mod Slovenien (3-0), og den samlede balance for de 129 kampe viser: 64-33-32 – og en målscore på 190 / 112. Grundet udskiftning blev Schmeichel kun passeret 111 gange (0,85 pr. kamp), hvoraf Davor Suker (Kroatien) var “topscorer” med fire mål, heraf et fremragende – og heldigt – lob ved EM 96.

Det er kun Allan Simonsen, Morten Olsen og Peter Schmeichel, der har spillet planlagte afskedskampe på landsholdet.

Inden han blev fast mand på A-landsholdet, nåede han at spille 8 U21-landskampe (1984-86). Han var med på liga-landsholdets tur i 1986 til Irak, Emiraterne og Mexico. I 1988 til Brasilien og i 1990 til Emiraterne. I 2001 debuterede han på Oldboyslandsholdet i en kamp mod Tysklands gamle stjerner (Danmark vandt 3-2).

Peter Schmeichel (193 cm/96 kg) er en fantastisk målmand og uden nogen som helst tvivl den bedste, Danmark nogensinde har haft. Schmeichel er et fysisk pragteksemplar, der altid spiller med l00 % koncentration. Det medfører, at han har verdensrekord i uddeling af skideballer til sine forsvarsspillere.

Han blev i 1992 og 1993 kåret til verdens bedste målmand af IFFHS og er i perioden 1991 – 2000 hvert år blevet stemt ind mellem de 10 bedste:
1991/nr. 10, 1992/nr. 1, 1993/nr. 1, 1994/nr. 4, 1995/nr. 2, 1996/nr. 4, 1997/nr. 3, 1998/nr. 8, 1999/nr. 2, 2000/nr. 10 og endelig blev han i 2001 nr. 11 kun et enkelt point fra 10.-pladsen.
Schmeichel blev kåret til “Årets danske spiller” i 1990, 1993 og 1999. I 1990 fik han tilsvarende titel i Brøndby. I 1992 blev han nr. 5 (eneste målmand i top 20) i afstemningen om Europas bedste fodboldspiller. I 1993 endte han på en fornem 4. plads i FIFA`s afstemning om “verdens bedste fodboldspiller”. I januar 2001 afholdt det verdensomspændende nyhedsbureau “Reuters” en afstemning på internettet. Man spurgte simpelthen, hvem der var den bedste målmand i verden nogensinde. Næsten 200.000 personer deltog i afstemningen, og Schmeichel satte sig sikkert på førstepladsen foran to af fortidens allerstørste koryfæer: Lev Yashin og Gordon Banks. I en tilsvarende kåring af IFFHS blev Schmeichel nr. 7 efter Lev Yashin, Gordon Banks, Dino Zoff, Josef Maier, Ricardo Zamora og Jose Luis Chilavert.

Karrieren startede i Ledøje-Smørum, herefter som 8-årig i Høje Gladsaxe og som 18-årig i Hero. Debuterede som 18-årig for Gladsaxe/Hero (som klubben i mellemtiden var fusioneret til) i 3. division, hvor han kom til at spille sammen med den 19 år ældre Christian Andersen (AB).

Seniorkarrieren p.t. : Gladsaxe/Hero (1981-83 – 46 kampe), Hvidovre (1984-86 – 94 kampe/7 mål), Brøndby (1987-91 – 176 kampe/3 mål), Manchester United FC/England (1991-99 – 398 kampe/1 mål), Sporting Lissabon/Portugal (1999-2001- 61 kampe/0 mål), Aston Villa FC/England (2001-02) og Manchester City/England (fra 01.07.2002).

Siden debuten i 1. division (1987) og helt frem til 2001 er han sammen med sit hold ALDRIG sluttet dårligere end nr. 2 i ligaen! Var der nogen der sagde, at en målmand har stor betydning for sit hold?

Schmeichel valgte at slutte i Manchester United efter otte fantastiske succesfulde sæsoner. Ifølge manager Sir Alex Ferguson var han det bedste køb, klubben nogensinde havde gjort. Noget overraskende valgte han at fortsætte karrieren i Portugal. Endnu mere overraskende var det, da han to år senere – i sommeren 2001 som 38-årig – kunne meddele, at han vendte tilbage til engelsk fodbold (Aston Villa). De, der mente, at Schmeichel var blevet for gammel, fik absolut ikke ret. Ud over flot spil for Aston Villa scorede han også på en helflugter mod Everton (2-3). Schmeichel valgte dernæst at forlade Aston Villa til fordel for Manchester City.

I 1999 købte Schmeichel aktierne i sin gamle klub Hvidovre. Men dem har han solgt igen.

Pladecover fra: “We can do it”.

I Schmeichels 129 landskampe er der 11 gange dømt straffe mod Danmark, og modstanderen har scoret alle 11 gange – det må siges at være overraskende. Straffesparkskonkurrencer tæller ikke med rent statistisk.

Hans største skuffelse fodboldmæssigt kom på hans 30 års fødselsdag, da Danmark tabte 0-1 i Sevilla mod Spanien og derved gik glip af VM/1994 i USA. Ved kampens enlige mål begik Jose Maria Bakero et oplagt frispark mod Schmeichel, så Fernando Hierro let kunne score. Spanien spillede næsten hele kampen med kun 10 mand (målmanden Zubizaratta blev udvist), og begge hold ville have kunnet klaret sig med uafgjort.

Schmeichel udgav i 1993 videoen “Verdens bedste målmand” og i 1999 bogen “The Great Peter”. I december 2001 modtog han den fornemme britiske MBE-orden (Member of the British Empire).

Peter Boleslaw Schmeichel, der er 38 år, er født i Søborggård i Gladsaxe. Han bor i England.

Peter Schmeichel har tidligere udgivet en plade. Med på vokal var Gry Luka. Peter spiller den dag i dag gerne på trommer, når lejligheden sig byder.

Peter Schmeichels interesse for sporten vil nok ikke lægge sig, og det er vi i ShowStarS rigtig glade for.

Interesse for sporten har sønnen Kasper Schmeichel også. Han har i en alder af bare 15 år (den 6. september 2002) opnået at få en “spiller-lærlinge-kontrakt” med Manchester City gældende i fem år.